Litteratur live

Forbudte bøger live

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Billet: Gratis
Sted
Biblioteket Kulturværftet
Allegade 2,
3000 Helsingør
Dækket, 2. etage
#ForbudteBøger: Filmvisning af The Librarians + mocktails

Om filmen 'The Librarians'

I en tid, hvor retten til at læse frit er blevet et politisk stridspunkt, dokumenterer den amerikanske dokumentarfilm 'The Librarians', hvordan amerikanske bibliotekarer uventet er blevet de nye frontkæmpere for demokratiet og ytringsfriheden.

I 2021 i Texas udløste Krause-listen – med 850 titler om race og LGBTQIA+ – en bølge af bogforbud, som nu breder sig over USA. Filmen følger de bibliotekarer, der nægter at bøje sig, og som på trods af chikane, trusler og lovgivning rettet mod deres arbejde fortsætter kampen for fri adgang til viden og retten til at læse – som afgørende for et frit samfund.

Midt i stigende spændinger afslører bibliotekarerne forbindelser mellem lokale bestyrelser og mere ekstreme kræfter, der driver censurbevægelsen. Det afdækkes, hvordan kampen om bøgerne i virkeligheden handler om noget langt større: kontrollen med idéer – og dermed kontrollen med hele samfundet.

Bibliotekarernes historie står som et rystende og dybt aktuelt vidnesbyrd om vigtigheden af at kæmpe for vores mest fundamentale rettigheder – og om de strømninger, der truer med at tage dem fra os.

Om #ForbudteBøger-kampagnen

I anledningen af dansk PEN’s #ForbudteBøger-kampagne 2026 i uge 41, sætter Helsingør Kommunes Biblioteker denne torsdag aften fokus på vigtigheden af fri adgang til litteratur ved at vise den spændende og tankevækkende dokumentar 'The Librarians'.

Bliv desuden klogere på det amerikanske samfund op til midtvejsvalget 3. november 2026. 

Denne aften serverer vi en alkoholfri udgave af den amerikanske forfatter Ernest Hemingways berømte og berygtede drink 'Death in the afternoon' (opkaldt efter bogen af samme navn). Hemingway har selv fået forbudt en række bøger. 

Praktiske oplysninger

Tilmelding på helsbib.dk eller på biblioteket.